Jeg har lige en halv time som skal fordrives, så det bliver lige til et hurtigt kig på weekenden, selvom mit fotoalbum desværre ikke bugner med minder derfra. Men jeg har lige fået Nicolai til at sende nogle af de billeder han har fået taget, og der er nogle fine iblandt, synes jeg!
Fredag kunne jeg klare arbejdet hjemmefra. Det var så tiltrængt efter at have været i Grønland, og lige da børnene havde fri fra skole stod Nellie og jeg jublende klar i skolegården. Vi ordnede lidt ærinder i byen og en kagepause hos yndlingsbageriet Madam Eclair. Derefter hjem og ordne et hjem, der var blevet forsømt imens jeg havde været i Nuuk 😉 . Så afsted til svømning med Alvin, og da vi var retur var gæsterne så småt begyndt at komme. De kom for at fejre at Nicolai fyldte 33 år i starten af september. Hovedpersonen havde sørget for god mad, Madam Eclair for kagerne, og det var dejligt med besøg og liv i huset. Sidste gæst smuttede 23.30, og så var vi også mere end klar til en længere søvn. Og lang blev den da! Helt til kl. 10. Og jep, vi nyder det, for de luksusheder har vi jo selv sørget for bliver spoleret tidligt forår i 2020….
Da vi havde fået morgenmad og kommet i tøjet gik vi en tur op i byen. Forbi VIVO design for at købe nogle billedrammer, og derefter forbi havnen, da Alvin havde snakket meget om et skib med nogle blæksprutter i loftet.
I sidste uge var der Billedstrøm Festival, så rundt omkring i byen, har der været kunst på mange forskellige måder via arrangemeneter og aktiviteter, og skibet var så en del af det.
Og det var rigtig fint, og jeg kan ikke sige det nok, hvor glad jeg er for de mange (gratis!) aktiviteter her er i Køge. Hjem og spise en lidt sen frokost, og så kørte vi mod Hvidovre, hvor Oldefars plejehjem afholdt et stort loppemarked. Virkelig et genialt koncept med masser af lopperier og endda auktion. Børnene fik brugt lidt af lommepengene, og så smed vi Nicolai af i Dansborghallen, hvor han havde en drukaften i håndboldregi i sigte, og så kørte vi hjem og spiste rester fra fredagen, og så en film.
Da børnene gik kolde efter en lang godnathistorie, fik jeg catchet op på “Tillykke i skal have trillinger!”, og jeg er helt ærgerlig over, at det nu er slut. Jeg er sådan en sucker for programmer omhandlende fødsler og spædbørnslivet – uagtet graviditet eller ej. Og derefter brugte jeg lang tid på at kigge på tøj som maven kan være i, men uden held. Til gengæld kunne jeg finde tøj til børnene, som her henover sommeren er vokset ud af deres bukser og smidt en masse undertøj væk, så der måtte klikkes en del hjem. Og snart er det vintertøj- og sko vi skal have erhvervet os. Fik en reminder om, at det er ved at være tid til at få skiftet til vinterdæk, og jeg var hurtig til at slette den sms, for “jaja rolig nu”, men shit – det ER jo ved at være tid til det. Og det kunne da være vildt, hvis jeg kunne være så voksen og være i god tid med de vinterdæk for en gang skyld. Hvornår plejer I at skifte til vinterdæk?
Væk fra snakken om den snarlige vinter. Jeg kom for sent i seng, og blev vækket af en fuld mand der var hjemme i løbet af natten.
Søndag tog vi igen i et sløvt tempo, men da vi breakede nyheden om en tur i biffen, var børnene hurtigt i tøjet og humøret højt. Så vi fik set Mugge & vejfesten og spist slik og popcorn. Nicolai og jeg tog på skift en morfar dér i biffen, og ikke fordi filmen er kedelig, men fordi jeg er særdeles god til at falde i søvn i biffen, og Nicolai fordi han havde festet i en partybus 12 timer forinden. Så havde vi til gengæld energi til at feje blade og bog fra vores kæmpe blodbøg vi har ude foran. Shit hvor det sviner, og nu kan jeg måske godt forstå interessen for at få fældet træet blandt nogle af naboerne Men vi er stadig i tvivl, og så længe vi er det, så skal det store træ stå og pryde grunden.
Stemningen blev derefter lidt trykket herhjemme da nøglen til vores Fiesta var gone. Og jeg har ligesom smidt den ene nøgle væk, så jeg var helt mut og træt af alt lige pludselig, og forestillede mig hvad det ville koste at få fikset en ny nøgle og få logistikregnskabet med blot en bil i nogle dage til at gå op. Indtil jeg fik tjekket i bundet af det køkkenskab, hvor nøgleskuffe er, og der lå den. Efter at have ringet til diverse familiemedlemmer og fået dem til at kigge tasker og biler for vores nøgle in case of at de da lige ved en fejltagelse havde fået den med hjem i fredags. Så… jeg er stadig 100 % Sebrina 😀
Mad, bad og gå i seng glad. Det var den weekend!
-Sebrina